Odense Gymnastikforening
Oplevelse – Glæde – Fællesskab

Afbrændingsforbuddet er ophævet

Mandag kl. 17.00 har Beredskab Fyn ophævet afbrændingsforbuddet i Odense Kommune, og det betyder, at det atter er muligt at grille efter de sædvanlige forskrifter ved DHL Stafetten i Odense.


De seneste døgn er regnen faldet over Fyn, og det har nu medført, at afbrændingsforbuddet er ophævet i Odense kommune, hvilket bringer glæde hos OGF Events og Odense Atletik, der arrangerer DHL Stafetten i denne uge:

- Vi har haft en del forespørgsler og har måttet håndtere denne situation i løbet af den varme sommer. Nu kan vi tilbyde stort set de samme betingelser for brug af grill som tidligere, og det er vi selvfølgelig glade for, siger løbsleder Poul Grenaa,

Poul Grenaa henstiller dog fortsat til, at cigaretskodder ikke smides i naturen, og at man derfor benytter de opstillede skraldespande på Engen. Bruger man grill, skal man selv medbringe brandslukningsmateriale.

Den 16. udgave af den klassiske DHL Stafet afvikles den 14. - 15. og 16. august med start og mål på Engen ved Fruens Bøge, og alt tyder på endnu en deltagermæssig succes, da der forventes omkring 17.000 deltagere fordelt over de tre dage.

Af Rasmus R. Nejstgaard