Odense Gymnastikforening
Oplevelse – Glæde – Fællesskab

DHL Stafetten trækker deltagere fra Sjælland og Jylland til Odense

Når den klassiske DHL Stafetten afvikles den 14. - 15. og 16. august med start og mål på Engen i Fruens Bøge, vil der være mange deltagere, som ikke kommer fra Odense og Fyn.


- Vi har de senere år set, at mange af vores deltagere kommer langvejs fra. Det glæder os, at deltagerne vælger Odense frem for løbene i København, Aarhus og Aabenraa. Vi har set store hold fra Slagelse og Kalundborg, som kører over bæltet og er med hos os. Vi tager det som udtryk for, at vi laver et fint arrangement, som også har en overskuelig størrelse med 5 - 6.000 deltagere hver aften i meget fine og hyggelige omgivelser. Vi kan allerede nu se, at holdene fra Kalundborg og Slagelse kommuner kommer igen. De er tidligt ude for at booke den dag, der passer dem. Lidt overraskende er der nu også Aarhus-hold, som dukker op, selvom der er en tilsvarende stafet i Danmarks næststørste by. Vi kan gætte på, at nogle hold gerne vil prøve at deltage et andet sted og lave en heldagstur ud af det, siger Poul Grenaa, der kan notere, at der på nuværende tidspunkt er flere tilmeldte end på samme tidspunkt i 2017.


Flere går turen


- Vi har ligget mellem 15.000 og 18.000 deltagere siden 2012 med torsdagen som den mest populære dag. Området kan godt klare op mod 8.000 pr. dag, men så bliver der også lidt trængsel omkring teltene og på Engen. Vi noterer også, at flere foretrækker at gå de 5 km i samlet gruppe, og det skal vi tage hensyn til, når vi lægger ruterne. I 2017 var der 2.949 gennemførende hold, og 43 % gik ruten. Det betyder, at DHL Stafetten har skiftet karakter over årene til at være ”to arrangementer i et”. For os er det vigtigt, at alle deltagere får en god oplevelse, og vi gør meget ud af det logistiske og ruterne. Især at der bliver god plads på gå-ruten, hvor alle jo sendes af sted på en gang, siger Poul Grenaa.

Tilmeld dig her.

Fakta:

DHL Stafetten er verdens største løb med 210.000 deltagere i de 5 byer: København (125.000), Aarhus (45.000), Odense (18.000), Aalborg (18.000) og Aabenraa (3.000. Løbene afvikles i august/september hvert år.
1981: København
1983: Aarhus
2003: Odense
2003: Aalborg
2015: Aabenraa


Specifikt Odense:
2003: 625 deltagere
2007: 4.900 deltagere - første gang med chip-tidtagning
2008: Walk/wogging kommer med i programmet
2009: DHL Stafetten over 2 dage
2010: DHL Stafetten over 3 dage
2011: Ruten i Odense bliver kåret som den smukkeste DHL-rute i Danmark

Af Henrik Lund Jensen