Odense Gymnastikforening
Oplevelse – Glæde – Fællesskab

Stor tilslutning til Odenses store stafet

DHL Stafetten er er sammen med Eventyrløbet Fyns største motionsarrangement. Den 16. udgave af den klassiske DHL Stafet afvikles den 14. - 15. og 16. august med start og mål på Engen, og alt tyder på endnu en deltagermæssig succes i området i Fruens Bøge og langs Odense Å.

- Tilmeldingen til DHL Stafetten har været i gang siden foråret, og på nuværende tidspunkt ligger vi foran tallene for 2017. Vi kan notere tilmelding fra 3.200 hold og i alt 16.000 tilmeldte deltagere. Området ved Engen og Fruens Bøge og de to ruter kan bære op mod 7.000 deltagere pr. dag, siger løbsleder Poul Grenaa fra OGF Events, der står for løbet sammen med OA/OGF, atletikafdelingen i OGF.

- Vi har ligget et sted mellem 15.000 og 18.000 deltagere i årene siden 2012 med torsdagen som den traditionelt mest populære dag. Vi kan forvente mellem 3.500 og 3.600 hold i år, hvilket betyder mellem 17.500 og 18.000 deltagere. Mange motionsløb er under pres i de her år, så vi er meget tilfredse med tilmeldingstallene for 2018, siger Poul Grenaa.

DHL Stafetten ændrer karakter

For 11. gang tilbydes en gå-distance i DHL Stafetten. Her er alle fem deltagere ude på ruten sammen. Det betyder, at der gøres mere plads til det sociale element på de enkelte hold, og det har central betydning i arrangementet.

- DHL Stafetten har over årene udviklet sig til både en traditionel stafet og en gå-event. Vi kan notere, at ca. 40 procent af holdene er gå-hold. Det giver lidt ekstra pres på ruten, når vi sender de op mod 3.000 deltagere af sted samtidig. Vi har derfor forbedret den separate gå-rute i forhold til sidste år, så der er mere plads på stierne. I opløbet har vi samtidig adskilt de løbende og gående deltagere. Vi tilstræber, at alle får den bedst mulige oplevelse både ude på ruterne, og når målstregen skal krydses efter de 5 km, siger Poul Grenaa.

På grund af den lange tørke har Beredskab Fyn indført afbrændingsforbud i Odense Kommune. Det betyder, at det desværre ikke vil være muligt at benytte kul- eller gasgrill ved årets DHL Stafet. Af samme grund opfordres der til, at der ikke ryges på Engen ved Fruens Bøge.

Du kan stadig nå at tilmelde dig til DHL Stafetten i Odense ved at benytte dette link.

Af Henrik Lund Jensen