Odense Gymnastikforening
Oplevelse – Glæde – Fællesskab

Masser af vindere ved Eventyrløbet

Når Eventyrløbet på torsdag løber af stablen, vil der traditionen tro være god mulighed for motion, fornøjelig stemning og en afsluttende koncert. I år vil der dog være langt flere vindere end normalt, da der ikke kun er præmier til de hurtigste løbere, men der vil også være over 200 lodtrækningspræmier, som alle deltagerne har mulighed for at vinde.

Når du deltager i Eventyrløbet torsdag den 10. maj, deltager du således også i konkurrencen om at vinde en række lækre præmier sponsoreret af Albani, JumpingFun, OGF, Intersport, Nelle’s, Faxe Kondi, EnergiFyn, OK og Crepe Robert.

Hvis du er en af de heldige vindere, kan du se dit startnummer på vindersedlen ved infoteltet, ved klubhuset og ved værdiopbevaringen. Efterfølgende kan præmierne afhentes i infoteltet, der i år er placeret på Atletikvejen.

Af Rasmus R. Nejstgaard