Flot 2. plads til Freja Nowack til DM inde i femkamp, hos de 16-17 årige piger
Freja fik lørdag en flot andenplads for P17 ved de indendørs DM i mangekamp. "Fik" er nok ikke det rigtige ord, for det var i meget tæt kamp med Isabell Paprotny fra Åbenrå.
Slutresultatet blev 3362 til Isabell og 3347 til Freja, altså kun 15 point til forskel. Det er en forbedring for Freja på 294 point i forhold til inde DM sidste år.
Frejas serie<
- 60 m hæk 9.23 sek.
- højde 1.61 m
- kugle 9,88 m
- længde 5,18 m
- 800m 2:37,03 min
Der er tale om 4 personlige indendørsrekorder, nemlig højde, længde, 800m og 5 kamp. Samtidig er hæk og kugle ikke langt fra hendes personlige rekorder. Og det er nok Frejas styrke, at hun kan koncentrere sig og holde fokus på én øvelse af gangen. Det er det, der karakteriserer dygtige mangekæmpere.
Konkurrencen var spændende lige fra starten, hvor Freja vinder de to første øvelser. I kugle får Isabell et langt stød, og så fører hun. Freja springer 2 cm længere end Isabell i længde og haler lidt ind. Nu er forskellen 14 point, hvilket svarer til 1,2 sekunder på 800m. På 800m blev der virkelig tale om kamp til stregen. Freja prøvede flere gange at passere Isabell, men der blev omgående svaret igen, og i mål var der kun 1/100 sekunds forskel.
Det er flotte resultater, som kommer oven på en vinter med mange træningstimer. Så et stort til lykke herfra.
Bent Lahn