Odense Gymnastikforening
Oplevelse – Glæde – Fællesskab

Royal Run & DM

Odense Atletik havde 2. pinsedag i alt 8 løbere med til Royal Run i Københavns indre by.

På elitemilen blev Odense repræsenteret af Rasmus Bøge Gregersen og Jacob Ilbjerg Stengaard, der begge var udtaget på baggrund af deres 1500m. tider. Målet var at være med helt fremme, men desværre manglede der det sidste ryk de sidste 500m, hvor Gregersen og Stengaard måtte se sig henvist til henholdsvis 4. og 3. pladsen. Spurtopgøret var så tæt mellem disse to, at sluttiden for begges vedkommende blev 4.16.

 

På 10 km for mænd stillede Andreas Lommer, Jonas Birkkjær, Henrik Johansen og Henrik Lund op for klubben. Lommer, der med skader og nyerhvervet farrolle har måtte kæmpe meget det sidste halve år, viste med alt tydelighed, hvorfor han i m/l-gruppen betegnes LomLom-toget. Maskinen viste igen sin store motor og kom ind på en 7. plads i den flotte tid 30.18. Rigtig flot løb, der tyder godt frem mod sensommerens planlagte verdensrekordforsøg på halvmaraton med babyjogger. 

Birkkjær løb også et flot løb sammen med en gruppe hurtige fyre og kom ind i 32.08 - 11 sekunder fra sin PR. Henrik Johansen havde en fest i Københavns gader og løb 58.07. Henrik Lund var også på pletten og kom ind i tiden 48.57.  

 

Set med Odenseanske briller var dagens helt store højdepunkt kvindernes 10 km. Her formåede Laura Valgreen at trække fra den tidligere Odense-løber Simone Glad på den sidste km og kunne derved løbe over målstregen som hurtigste danske kvinde. Laura selv udtalte efterfølgende, at den sidste km. sandsynligvis var det hårdeste, hun havde prøvet, men efter smilet at dømme var det alle strabadserne værd.

 

Marie Raun Knudsen, pointslugeren fra master-holdkampen ugen før, var igen klar på at give den gas, hvilket resulterede i tiden 41.14. Marie var dog ikke helt tilfreds med DM-arrangementet, da der var alt for mange langsommere løbere i vejen for hende i dette tempo.

Emely Ravn, der lige er kommet til Odense Atletik og nu kan pryde overkroppen med den hvide stribe, kæmpede og kom ind på 42.30.

Foto: Lone Dybdal & Ultimate